34_featured-events 34_checkmark 34_featured-events
Fragt kun 29,95 kr.

Anne Kirstine Dam Christensen

Måske husker du hende her fra bogklub-magasinet, hvor hun var redaktionschef i mange år. I dag står Anne Kirstine i spidsen for alt det inspirerende indhold i den nye lydbogstjeneste Chapter. Her fortæller hun om sin passion for bøger og om nogle af de læse- og lytteoplevelser, der har sat sig i hende for altid.

Anne Kirstine Dam Christensen Jeg læser bøger, fordi
de giver tiden fylde. Gør den meningsfuld. Der er simpelthen noget med selve udstrækningen af en roman, hele den måde man lever sig ind i den på og forestiller sig personerne og stederne, der gør, at bøgerne sætter sig i én og bliver en erindring på en helt anden måde end den mindst lige så store mængde læsetid, man bruger på nyheder, facebook og net-surfing. Bøger er en slags livs-følgesvende på samme vis som musik og film og kunst kan være det. De vil altid være der, hvad end der sker i ens liv i øvrigt.

En bog, der betød meget for mig som barn, var Astrid Lindgrens BRØDRENE LØVEHJERTE. Det var den første bog, jeg læste selv, og en læseoplevelse så stor og banebrydende og opslugende, at jeg derefter var mere eller mindre altædende læser i evig jagt på bøger af samme kaliber. Den der første oplevelse af, hvad en roman kan, er jo guld værd for al senere læselyst.

Nogle af de stærkeste læseoplevelser, jeg har haft, har været på rejser, hvor man kan læse længe og uforstyrret, og hvor forsinkede fly og overfyldte banegårde bliver anledninger til at lukke omverdenen ude og bare begrave sig i sin bog. Jeg læste Erik Fosnes Hansens magiske SALME VED REJSENS AFSLUTNING på en rygsæksrejse i Asien for mange år siden, og det var det eneste, der kunne distrahere mig fra angsten for at køre ud over bjergsiden i en faldefærdig nepalesisk bus.

Jeg hører lydbøger, fordi det er en helt ny måde at ”bruge” bøger på, formidable i kombination med alt muligt kedeligt, praktisk der plejede bare at skulle overstås, men pludselig har fået en ny attraktion, fordi de giver mulighed for at snuppe et par kapitler mere. Fx i Iben Albinus’ topspændende thriller DAMASKUS, som jeg lige har lyttet med Helene Egelund som virkelig god indlæser. Når lydbøger er bedst, kan de give i forvejen gode romaner en helt ekstra dimension. Prøv fx at lytte til Ida Jessens mesterlige KAPTAJNEN OG ANN BARBARA i Jens Albinus’ indlæsning, og du vil forstå, hvad jeg mener.

En genre, jeg har en forkærlighed for, er krimier, fordi den faste og genkendelige krimiskabelon lukker én ind i handlingen med det samme, samtidig med at de bedste af slagsen derefter åbner op igen til en verden på linje med de store romaner, som fascinerende ny viden i Sissel-Jo Gazans DINOSAURENS FJER eller store menneskelige dramaer som i Kerstin Ekmans nyklassiker HÆNDELSER VED VAND og Håken Nessers mesterlige Barbarotti-serie.

Jeg husker bøger for læseoplevelsen. Hvor vigtigt plottet end er for en bog, og hvor afgørende det er, hvem der er morderen, glemmer jeg det forbløffende hurtigt bagefter. Tilbage står bare selve oplevelsen af bogen. Og – hvis den var tilstrækkelig stor – for altid. (Der er dog undtagelser. Som Jo Nesbøs SNEMANDEN, en af mine absolutte uhyggeligste yndlingskrimier. Her har jeg aldrig glemt, hvem der var morderen...)

De næste bøger, jeg glæder mig til at læse, er  en hel bunke af fristende sommerlæsningsbøger, nogen på papir, nogen på lyd: årets store amerikanske roman, Britt Bennetts DET DER SKILLER OS,  Eva Tinds anmelderroste KVINDEN DER SAMLEDE VERDEN og Tove Alsterdals STORMFALD, der skulle være en af årets bedste krimier. Det kan kun blive en god sommer.