Hvor lyset er

Carl bliver født i Vejle i 1887, og hans sarte og religiøse mor ser hurtigt sønnens særlige kunstneriske talent – et talent, der ikke altid er lige let at bære for Carl, der føler sig anderledes og alene med sine heftige følelser og overvældende stærke sanseindtryk. Alt sætter sig i den lille dreng: de intense naturoplevelser, den voldsomme brand på nabogrunden og den urovækkende tavshed mellem moren og faren, som tager til, da moren bliver syg, og faren tilbringer mere og mere tid ude i køkkenet hos den nye tjenestepige, Laura.

Da Carls elskede mor dør, beslutter han sig for aldrig at tegne igen. Faren, der har skabt sig en ny familie med Laura, henter ham med til København, hvor de flytter ind i en mørk lejlighed midt i Vesterbros arbejderkvarter. Mens Laura, der bliver en kærlig stedmor for Carl, opfordrer ham til at genoptage tegneriet, gør Carls stivsindede far, hvad han kan, for at få sin søn fra disse "pigesysler". Laura får dog gennemtrumfet, at Carl kan komme i lære som maler og bagefter søge ind på kunstakademiet – og dermed åbner en helt ny verden sig for Carl.

Som ung kunstner møder Carl skuespileleven Ely, som sidder model for ham. De forelsker sig stormende i hinanden, og efter nogle berusende måneder i Carls ydmyge atelier er den attenårige Ely gravid. Carl, som er optændt af sine kunstneriske ambitioner, ønsker dog ikke, at et barn skal komme imellem ham og Ely og spænde ben for deres frie bohemeliv. Ely føler sig svigtet, forlader Carl og giver barnet bort til en plejefamilie.

Men kærligheden fører de to sammen igen, og da sønnens plejemor dør af den spanske syge, må de tage den nu fireårige dreng, Hans, til sig. Et ulmende følelsesfuldt familieliv begynder – stærkt styret af Carls psykiske op- og nedture og Elys ambivalente moderfølelser overfor den indelukkede Hans. Da Ely, for at redde Carls karriere, beder sin yngre søster sidde model for ham, udvikler det sig dramatisk.

Hvor lyset er er en stor, medrivende slægtsroman skrevet med varme, vid og psykologisk indsigt. Om lysende kærlighed og formørkede sind, kunstnerliv og familieliv, sygdom og selvmord. Om al den forbundethed, men også de brud, svigt og hemmeligheder, der løber gennem en familiehistorie og går i arv fra generation til generation. Og om den tid fortællingen foregår i – fra landsbylivet i Vejle i slutningen af 1800-tallet, over Vesterbros mørke baggårde til Carls og Elys bohemeliv på Frederiksberg i 1920’erne.

Udvalgt af redaktører i Gyldendals Bogklub som Månedens bog i august 2020.
  • Antal sider480
  • Højde222 mm
  • Bredde142 mm
  • Dybde30 mm
  • Vægt626 g
  • FormatIndbundet
  • Bestillingsnr400849
Klubpris199,95 kr.

Forfatter

Malene Ravn

Malene Ravn, født 1971, debuterede i 2014 med romanen "Det eneste rigtige". I 2016 fulgte den lige så anmelderroste roman ”Mia".

Malene Ravn fik sit store gennembrud med romanen "I dine øjne" fra 2018, en rørende og autentisk slægtshistorie om den dansk-kinesiske dreng Erik. I sin research dykkede hun ned i slægtsforskning og brugte mange timer i Rigsarkivet og på Det Kongelige Bibliotek. Hun talte med forskere og kinesiske efterkommere i Danmark og researchede i Aalborg og i Kina for at skrive bogen, som levede i hende i 8 år.

I 2020 udkom hendes roman ”Hvor lyset er” om kunstneren Carl Fischer og hans turbulente liv og kærlighedsforhold til Ely. Romanen udspiller sig i årene 1892-1962 og er baseret på Malene Ravns mand, Berthels, dramatiske og medrivende familiehistorie.

Fotograf: Les Kaner, 2020

Produkter i samme kategori

Bøger af samme forfatter